STARTSIDE

ARTIKEL OVERSIGT

PERSON-INDEKS

EKSTERNE LINKS

DOMÆNE STARTSIDE

KONTAKT

JOMFRU FANNY's BARNDOM

© 2009 Uwe Thomsen

En nøgtern beskrivelse af Jomfru Fannys barndom vil næppe blive accepteret af dem, der på trods af den berettigede kritik, som især Morten Kamphövener fremførte i 1960-erne, vedvarende fastholder hendes royale herkomst som et faktum, men det er bestemt ikke hensigten at genoplive den diskussion.

Som det var tilfældet i 1993 med påvisningen af hendes udlån til Speckhahn (JOMFRU FANNY's SPECIEDALERE, der er gjort tilgængelig her gennem link fra artikeloversigten), vil også nogle dokumenterede forhold fra hendes barndom nemlig gøre det klart, at det næppe var hendes sande identitet, der blev oplyst i den officielle dåbsregistrering, og for så vidt vil myten faktisk ikke blive angrebet i denne forbindelse, selv om det ganske bestemt heller ikke er udtryk for tilslutning til dens teser.

Der vil komme ændringer til teksten, dels som præcisering, dels som tilpasning og omdisponering til og fra andre sammenhænge, efterhånden som det øvrige stof redigeres - jfr. redigerings-/opdateringsdato under teksten. 

FØDSEL OG DÅB

Selve dåbsregistreringen i Aabenraas kirkebøger spænder over de første 19 døgn af Jomfru Fannys liv, og inden for dette korte livsafsnit kan vi måske håbe at finde antydninger af hendes direkte kontakt med de biologiske forældre, men vi må nødvendigvis begynde med den formelle præsentation i kirkebøgerne, hvor præstens eksemplar, hovedministerialbogen, synes ført med større omhu end degnens (kontraministerialbogen), der bærer præg af at være en i øvrigt nydelig afskrift efter en kladde (formentlig præstens notat), som afskriveren imidlertid har haft sine problemer med at tyde.

I hovedministerialbogen fra Aabenraa (der er tilgængelig online på www.arkivalieronline.dk) er registreret som født 30. august og døbt 19. september 1805:

Franziska Caroline Elise Enger, ein uneheliches Kind der Christine Heiße aus Mecklenburg, welche nach Aussage der Hebamme Elvers, in Mecklenburg im Amte Ribnitz von dem Förster Friedrich Enger geschwängert worden. Gevatt: de Frau Kammerjunkerin Franziska Genowefa v. Qualen; der Herr Kammerjunker Friedrich Karl Ferdinand v. Qualen; Jungfer Elise Heise. (In der Schloßstraße untergekommen/niedergekommen)

Klik for at åbne kopi af den originale dåbsregistrering i nyt vindue.

I dansk oversættelse:

Franziska Caroline Elise Enger, et uægte barn af Christine Heiße fra Mecklenburg, som, efter udsagn af jordemoder Elvers, er blevet besvangret i Mecklenburg i Ribnitz amt af skovløber Friedrich Enger. Faddere: Fru kammerjunkerinde Franziska Genowefa v. Qualen; Hr. kammerjunker Friedrich Karl Ferdinand v. Qualen; Jomfru Elise Heise. (Indlogeret/nedkommet i Slotsgade)

PARENTESEN

Den første kommentar gælder selve læsningen af dåbsregistreringen, hvor der kan herske tvivl om, hvad der egentlig står i parentesen, fordi Morten Kampenhövener fremdrog hovedministerialbogens tekst i sit forsøg på at gøre op med myterne, hvorved læsningen "niedergekommen" - dvs. "nedkommet" - blev stadfæstet (Jomfru Fanny i kritisk belysning, s. 214-231 i Sønderjyske Årbøger 1964). Dermed anså han for påvist, at fødslen var sket i Slotsgade i Aabenraa, men i virkeligheden er denne tydning næppe mulig, fordi der simpelt hen ikke er bogstaver nok, mens "untergekommen", dvs. "indlogeret", giver mening både mht. bogstavernes antal og form.

Læserne kan selv vurdere spørgsmålet gennem en sammenstilling af 3 eksempler på det omstridte ord: un + t + ergekommen, originalen og n + ied + ergekommen, hvor alle anvendte enkeltbogstaver, bogstavgrupper og hele ord er kopieret udelukkende  fra ovenstående registrering af Jomfru Fannys dåb, så der er størst mulig sikkerhed for, at både skriveren og tilblivelsestiden er ens for alle anvendte dele.

Klik for at åbne sammenstilling i nyt vindue.

I polemikken efter artiklen mente Kamphövener endog, at parentesen var tilføjet, da rygtet om pigens fødsel inden ankomsten til Aabenraa opstod, men parentesen er sandsynligvis blot - fra præstens side - ment som en præcisering af jurisdiktionsforholdene, fordi Slotsgade administrativt og retsligt lå uden for købstaden og derfor på amtets myndighedsområde, når de juridiske konsekvenser af det illegitime forhold skulle sættes i værk. 

Tilføjelsen kan meget vel være sket senere - måske i forbindelse med den nedenfor behandlede korrespondance med amtmanden 5-6 dage efter dåben, og det kunne sagtens være årsagen til de forskelligheder, der er mellem det originale og det sammensatte "untergekommen", fordi skrivestillingen f.eks. kan have været mere akavet ved et hastigt, kort indskud i det svære folio-bind, som kirkebogen jo er. Ordvalget var måske - i den forbindelse - mindre væsentligt, men som en af dem, der må have fulgt forløbet og formentlig selv deltaget i dele af det, ville præsten helt naturligt bruge ord, der afspejlede hans opfattelse af situationen, hvor indlogeringen åbenbart havde fæstnet sig som det mest karakteristiske i hans bevidsthed.

Derved bliver parentesens vidnesbyrd om Jomfru Fannys fødested nærmest det diametralt modsatte af den opfattelse, Kamphövener ellers forfægtede. Alene den uafviselige tvivl om tydningen, der på det her fremlagte grundlag i det mindste kan forlanges respekteret, reducerer hele hans argumentation til staffage for den afvisning af mytens påstand om Jomfru Fannys kongelige byrd, som han ellers - med hele to rigsarkivarer som absolut pålidelige hjemmelsmænd - kunne fremlægge.

KORRESPONDANCE MED AMTMANDEN

Den 24. september 1805 - 5 dage efter barnedåben - skrev præsten, L. A. Nissen, til amtmanden, Conrad Daniel Blücher. Brevet er indlagt i "Civil Bruch Register aus dem Amte Apenrade vom 1. Januar bis ult. Decbr. 1805" (i Landsarkivet Aabenraa - Aabenraa amt, von Blüchers arkiv). Den tyske tekst er her gengivet efter note til Morten Kamphövenes artikel Jomfru Fanny i kritisk belysning i Sønderjyske Årbøger 1964, mens oversættelsen er foretaget direkte efter originaldokumentet, hvorved enkelte forskelle kan være opstået ved læsningen af dokumentet, men også ved skånsom tillempning til en nogenlunde forståelig sprogbrug og sætningsbygning i oversættelsen:

Indem ich Ew. Hoch- und Wohlgeboren die hiebey anliegent Anzeige wegen der geschwängerte Christine Heise übersende, bitte ich, gütigst bemerken zu wollen, dass das Kind, obschon den 31sten Aug. gebohren, doch erst vor einigen Tagen getauft worden ist, und dass mithin diese Anzeige auch höchstens nur ein Paar Tage früher hätte gemacht werden können. Zugleich muss ich, da ich die Verordnung vom 22sten Nov. 1777 nicht habe, vorfragen, ob ich in Zukunft eine änliche Anzeige von allen in hiesiger Gemeine vorfällende Schwängerungsfällen, oder nur von den ienigen, welche nach Amtsjurisdiction vorfallen, an Ew. Hoch- und Wohlgeboren einzusenden habe, da ich denn in keinem Fall ermangele werden solches auf das unverzüglichste zu thun. - Apenrade, d. 24.ten Sept. 1805 - Unterthanigst - Nissen

- og på dansk:

Idet jeg tilsender Deres Høj- og Velbårenhed den herved indlagte anmeldelse om den besvangrede Christine Heise, beder jeg Dem godhedsfuldt ville bemærke, at barnet, skønt født 31. august, dog først er blevet døbt for nogle dage siden, og at denne anmeldelse dermed også højst kunne have været gjort kun et par dage tidligere. Tillige må jeg, da jeg ikke har forordningen af 22. nov. 1777, spørge, om jeg i fremtiden skal indsende en lignende anmeldelse af alle forefaldende besvangringstilfælde i dette sogn til Deres Høj- og Velbårenhed eller kun af sådanne, der forefalder efter amtsjurisdiktion, da jeg så i intet tilfælde vil undlade at gøre dette aldeles uden forsinkelser. - Aabenraa, d. 24. sept. 1805 - Underdanigst - Nissen

Den vedlagte egentlige anmeldelse var en ordret afskrift af dåbsregistreringen i hovedministerialbogen - bortset fra parentesen, der var udeladt, og som også først har kunnet få en naturlig funktion i fortsættelse af denne brevveksling, hvor betydningen af dens indhold netop var blevet bekræftet af amtmanden.

Umiddelbart virker brevets undskyldende tone noget overdrevet. Den går langt ud over den formelle underdanighed, præsten var amtmanden skyldig, og han kan i øvrigt ikke have været i tvivl om standard-proceduren ved anmeldelse af forældre til illegitime børn. Sagerne var simpelt hen så talrige, at de har været ren rutine for jordemødre, præster og retsvæsenets embedsmænd. 

Ikke desto mindre manglede præsten angiveligt en næsten 28 år gammel forordning for at foretage anmeldelsen efter Jomfru Fannys fødsel, og måske var der - underforstået - et eller andet usædvanligt ved denne anmeldelse, så præsten ikke har ment, han uden videre kunne benytte den gængse procedure, men det kunne såmænd også "bare" være en yderligere undskyldende forklaring på den forsinkelse, han - som det fremgår - bestemt ikke ville påtage sig ansvaret for.

Faktisk virker brevet, som om nogen - måske amtmanden selv - havde savnet anmeldelsen og spurgt præsten, hvor den blev af, men det lader sig næppe dokumentere. Til gengæld skrev Blücher allerede dagen efter kladden til sit svar direkte på det modtagne brev, hvor han kort henviste til reglerne og meddelte, at amtet kun skulle have anmeldelser fra amtsjurisdiktionen.

I selve bøderegisteret, der desværre er stærkt beskadiget, blev den pålagte bøde i øvrigt frafaldet, fordi besvangringen (den faktiske lovovertrædelse) var sket i udlandet, og moderen var i færd med at rejse tilbage til Mecklenburg.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at der overhovedet blev korresponderet om en lejermålssag udover den formelle anmeldelse, der som regel - rutinemæssigt - udløste en bøde, og i almindelighed tog sagsbehandlingen simpelt hen den tid, der nu engang medgik, så brevvekslingen og den utålmodighed, den afslører, lader formode, at der kan have været problematiske detaljer, der hurtigst muligt skulle fortrænges gennem en korrekt sagsbehandling. 

Hvad præsten og amtmanden hver for sig har haft af konkret viden eller begrundet mistanke om, fornemmet eller bare været usikre omkring og dog begge ignoreret i sidste ende, får vi næppe nogensinde kendskab til, men da embedsmændene i datidens offentlige forvaltning jævnligt måtte behandle sager, hvor oplysningerne var upræcise eller mangelfulde, og da de jo næppe - uanset deres eventuelle personlige viden eller formodninger - har kunnet forudse, hvilken fremtid, der ventede den lille Franziska (Jomfru Fanny), har de ganske enkelt taget de afgivne oplysninger til efterretning og "konfirmeret" den officielle version af hendes herkomst.

En mulig - konkret - årsag til præstens tøven og forsøg på at forklare sig i forbindelse med anmeldelsen kunne være, at han umiddelbart har anset mor og barn for besøgende i byen. En kvinde, der medbragte sit spædbarn på rejse, gav jo ikke i sig selv anledning til opstandelse, men i forbindelse med dåben skulle præsten selvfølgelig kende barnets identitet, og hvis både fødselen og det illegitime forhold havde fundet sted udenbys, kunne sagen måske være de stedlige myndigheder så uvedkommende, at han eventuelt helt kunne undlade anmeldelsen. I denne - sjældne - situation kunne netop den manglende forordning måske have været til hjælp. Nu blev det i stedet amtmanden, der - med eller uden forordning - satte tingene på plads.

FORSINKELSEN

Som anført i både dåbsregisteret og præstens brev til amtmanden gik der 19 dage mellem Jomfru Fannys fødsel og hendes dåb. Den 19. september 1805 var en torsdag, så det var - som langt de fleste i Aabenraa på den tid - en hjemmedåb, hvor præsten foretog dåbshandlingen på bopælen. Der er ikke fra Aabenraa registreret datoer for fremstilling i kirken, så den kan - hvis de overhovedet blev foretaget i Aabenraa - ikke dokumenteres for hendes vedkommende.

En hurtig statistik over de 96 dåbshandlinger i Aabenraa i kirkeåret 1805 viser, at 83 børn (86,5 %) var døbt inden for en uge efter fødslen, 11 børn (11,5 %) inden for to uger, og kun 2 børn (2 %) senere, nemlig Jomfru Fanny efter 19 dage og et andet barn efter hele 37 dage. Gennemsnitsalderen var 5,25 dage, og udelades de to usædvanligt sene, bliver gennemsnitsalderen for de 94 øvrige blot 4,75 dage. Desuden blev der fra 1790 til 1805 døbt i alt 1419 børn i Aabenraa, og 88 (eller 6,2 %) af dem var født uden for ægteskab. Gennemsnitsalderen for disse 88 uægte dåbsbørn var 3,6 dage, men 3 af dem (en på 10, en på 11 og Jomfru Fanny på 19 dage) tog ekstraordinært længe, og gennemsnitsalderen for de øvrige 85 var blot 3.3 dage.

Når statistikken for de uægte børn dækker en længere periode, er det for at få et sammenligneligt grundlag for udregning af gennemsnitsaldrene, og i forhold til begge statistikker var det altså afgjort usædvanligt sent, Jomfru Fanny blev døbt. 

Ved et af de sent (efter 10 dage) døbte, uægte børn er i øvrigt kun faderens og faddernes navne registreret i kirkebogen, mens moderens og dåbsbarnets navne simpelt hen er udeladte, så der blev der helt åbenlyst manipuleret med registreringen! Et andet af de sent (efter 11 dage) døbte blev i december 1803 registreret - tilsyneladende helt "normalt" - som hjemmehørende i Slotsgade, mens både præst og amtmand var de samme som ved Jomfru Fannys dåb og åbenbart uden problemer med at få anmeldelsen sendt korrekt.

Når præsten i sit brev til amtmanden konstaterede, at anmeldelsen ikke kunne være sket før højst nogle dage tidligere, fordi barnet først var døbt den 19. september, må det vel betyde, at jordemoder Elvers' udsagn heller ikke har været ham bekendt meget før dette tidspunkt, for det var hendes identifikation af forældrene (især faderen, for moderen formodedes naturligvis til stede), han henviste til i kirkebogen. 

Hvis fru Elvers havde bistået ved en fødsel af et uægte barn allerede den 31. august ville hun sandsynligvis (som den langt mindre gennemsnitsalder for de uægte dåbsbørn i statistikken ovenfor også viser) ved første lejlighed have begivet sig til præsten for at afgive forklaring om forholdene eller aflevere en skriftlig besked, men så ville præsten næppe kunne hævde, at anmeldelsen ikke kunne være sket før dåben, for det var jo forældrene, der skulle anmeldes med navne og opholdssteder, ikke barnet, og når der oven i købet var tale om rejsende på midlertidigt ophold, ville risikoen for at de simpelt hen stak af antagelig fremskynde processen yderligere - hvis den altså var indledt.    

Isoleret set indikerer det, at fødslen er sket før ankomsten til Aabenraa, og at det kunne være en del af årsagen til den usædvanligt lange tid, der gik mellem Jomfru Fannys fødsel og dåb, for det har - i givet fald - ikke udelukkende været transporttid, når især moderen - efter den tids normer (og transportmidler) - også skulle rekreere sig efter fødslen, og der desuden kan være medgået nogen tid med at få sig arrangeret efter ankomsten, og sammenholdt med indholdet af parentesen i selve dåbsregistreringen betyder det, Jomfru Fannys fødested - efter disse samtidige oplysninger - må betragtes som ukendt, som det bl.a. også blev registreret ved anmeldelsen til det borgerlige dødsregister ved hendes død i 1881. 

FADDERNE

Som for alle andre personer, der på en eller anden måde kan sættes i forbindelse med Jomfru Fanny, vil der blive adgang til alle foreliggende oplysninger om fadderne gennem indekset i JOMFRU FANNY's FORBINDELSER, så her vurderes kun det usædvanlige ved deres optræden, og de "fine" titler og deres adelige status er selvfølgelig iøjnefaldende for ægteparret von Qualen, men som falleret godsejer, der havde haft begge de oplyste forældre ansat, var vel hverken han eller konen specielt bemærkelsesværdige, og det var i øvrigt slet ikke ualmindeligt, at adelige arbejdsgivere optrådte som faddere, når deres ansatte fik deres børn døbt. 

Mere bemærkelsesværdigt er det nok, at Franziska von Qualen og Manon Blücher (amtmandens gemalinde) faktisk var søstre - døtre af en guvernør i Trankebar - og viet til deres respektive ægtefæller ved et dobbeltbryllup den 1. maj 1794. I betragtning af amtmandens personlige medvirken i sagsbehandlingen vil man kunne formode, at han måske  - uden at det nødvendigvis har været ham bevidst - i et eller andet omfang gik svogerens ærinde i bestræbelserne på at få Jomfru Fannys formelle identitet beseglet, og overfor både jordemoderen og præsten har von Qualen-parrets nære slægtskab med amtmandsfamilien formentlig også lagt en dæmper på den skepsis, der ellers kunne komme til udtryk, hvis noget skulle forekomme dem dubiøst.

Den sidste fadder, jomfru Elise Heise, dukkede tilsyneladende ud af intetheden og forsvandt igen. Kamphövener antog hende (som foreslået af Mecklenburgisches Landeshauparchiv i Schwerin i det daværende DDR) for den ene kammerpige, der sammen med von Qualen og jægeren Enger var ankommet til godset i 1802, men denne kammerpige var Christine Heiße, altså Jomfru Fannys angivelige mor, for hun var mødt som fadderrepræsentant for fru von Qualen  i 1803 - også iflg. Kamphövener efter oplysning fra Domarchiv Ratzeburg. 

Ved Christine Heißes død 1853 oplystes hendes mors navn at være Elise Heyse, men hun ville vel næppe blive tituleret som "jomfru", hvis hun - hvad der kun ville have været ganske naturligt - var til stede ved sit angivelige barnebarns dåb, og i øvrigt var der den lille forskel ved dåbsregistreringen (i både præstens og degnens "udgaver"), at den ene blev skrevet med ß og den anden med normalt s. Hvis der havde været den fjerneste antydning af et familieforhold, ville efternavnet sandsynligvis være stavet ens, som det f.eks. også var tilfældet ved Christines død, hvor formen Heyse blev brugt for både hende og hendes mor. 

Jomfru Fanny blev imidlertid opkaldt efter alle tre faddere - også Elise Heise, og selv om det ikke i sig selv var usædvanligt, ville en fadder, der ligefrem blev opkaldt, normalt have et nært forhold til familien og dermed til dåbsbarnet, især fordi det forskaffede Jomfru Fanny hele tre fornavne, som det bestemt ikke var sædvane for uægte børn af jævn herkomst.

Dermed bliver Elise Heise måske en nøgleperson i den videre forskning i Jomfru Fannys herkomst. I hvert fald bør hun identificeres, for så vidt det overhovedet er muligt, men det vil blive forsøgt i andre sammenhænge.

 

SKOLEGANG, BARNDOMSVENNER OG KONFIRMATION

UNDERVISNINGEN

Fortællingerne om Jomfru Fanny har alle en - faktisk uimodsagt, men heller ikke dokumenteret - omtale af hendes skolegang på slottet sammen med amtmandens børn, og måske er det kun en "uskyldig" overdrivelse for at understrege den fornemme herkomst, man tillagde hende, men i så fald ville netop hendes skolegang også være et yderst sårbart punkt i myten, fordi almindelig skolegang ville betyde en hel hær af vidner, der alle - i en eller anden sammenhæng - kunne have berettet om den formentlig ikke helt almindelige skolekammerat, Jomfru Fanny ville have været, og ikke en eneste synes at have gjort det! - I hvert fald ikke i en form, der er overleveret til og kendt af eftertiden.

Spørgsmålet er ikke et kardinalpunkt for en eller anden objektiv sandhed om alle forhold i hendes liv, men det fokuserer på den overleveringsform, som Morten Kamphövener - noget nedsættende - har kaldt "von Hören sagen". 

Der er blevet fortalt og genfortalt løst og fast om en lidt aparte person som Jomfru Fanny, lagt lidt til den ene gang og trukket noget fra den næste, gået i stå en tid og genoplivet, gennem hele hendes liv og - endnu mere løssluppent - efter hendes død. By-originaler var nu engang godt samtalestof, og - den kærlige interesse og omsorg ufortalt, der også blev hende til del - Jomfru Fanny var en af dem, indtil et nyt, kritisk historiesyn bredte sig til gadehjørner, køkkenborde og middagsselskaber, og man begyndte at sortere historierne efter devisen "Dichtung und Wahrheit", som i øvrigt også er en af Kamphöveners karakteristikker på myten om hende.

Resultatet blev sammenhængende skildringer, der medtog stof, som sandsynliggjorde eller bekræftede de mest vidtgående gætterier om herkomst og clairvoyant begavelse og tilføjede nogle banale, dokumenterede kendsgerninger, der - i den givne kontekst - reelt kun var en dokumentation for hendes faktiske eksistens. Med et snuptag var by-originalen blevet heltinde. Myten var skabt og kom på tryk! Den grimme ælling blev til en svane, som hendes samtidige "lidelsesfælle", H. C. Andersen, der blev genstand for en nærmest analog mytedannelse, udtrykte det, eller også var det måske bare fjeren, der blev til fem høns. Digtningen var i hvert fald ikke ganske sorteret fra! 

Skolegangen på slottet er måske en af de ting, der netop ikke er "digtning", fordi der - helt uden om myten - er noget, der peger i samme retning: Hendes håndarbejder, som Ingrid Wehlitz ganske kortfattet, men kompetent og præcist har beskrevet og vurderet i artiklen Jomfru Fannys håndarbejder set stilhistorisk og håndarbejdsteknisk (i udstillingskatalog fra Aabenraa Museum 1982), tyder på en uddannelse, der må være sket i skolealderen og måske fortsat noget derefter. Selve arbejderne vil, hvis fornøden sagkyndig medvirken opnås, blive særskilt behandlet i artiklen JOMFRU FANNY's HÅNDARBEJDER. Her tjener de alene som en uafhængig bekræftelse på en undervisningssituation, der - i Aabenraa - naturligt ville være hjemmehørende på Brundlund slot, hvor netop amtmandsfamilien umiddelbart kunne forventes at ville formidle undervisning på det avancerede niveau, der var tale om.

Hvor meget Christine Heiße - som tidligere kammerpige - har kunnet medvirke i undervisningen, vil næppe kunne fastslås, men hendes senere erhvervsoplysninger (ved folketællinger) som syerske og vaskekone lader formode, hun har haft - eller måske tilegnet sig - visse færdigheder på området. Om Jomfru Fannys kundskaber i øvrigt ved vi - fra de breve, hun skrev i sin alderdom - at hun sprogligt tilsyneladende var velbevandret i tysk og Aabenraa-dialekt, men at forbinde det med hendes skolegang er umuligt. 

Derfor leverer den mundtlige overlevering, der er uimodsagt fikseret i myten, også en mulig ramme for den yderst kompetente undervisning, Jomfru Fanny må have modtaget, og selv om denne undervisning ikke nødvendigvis skal placeres i bybilledet, vil det være nærliggende at formode, den - i overensstemmelse med myten - er foregået på Brundlund slot.      

VENNER

Hverken i myten eller i andre sammenhænge har der været omtalt noget konkret om Jomfru Fannys venskaber i barndommen, men med udgangspunkt i de ovenstående betragtninger omkring hendes skolegang må det vel også antages, at hendes daglige kontaktflade har været yderst begrænset, måske endda til en rangklasse, der - heller ikke senere - har haft behov for at profilere sig på bekendtskabet. Som født uden for ægteskab har hun måske heller ikke været anset for passende selskab for jævnaldrende blandt forældre af det "pæne" borgerskab, og omvendt blev omgang med børn fra dårligt stillede familier måske undgået af hende selv eller - måske nærmere - udelukket af Christine Heiße.

En enkelt person ser imidlertid ud til at have været hendes endog meget nære veninde, for når alle har undret sig over, hvordan den tyske barber Peter Wilhelm Speckhahn, der sandsynligvis først kom til Aabenraa fra Flensborg i begyndelsen af 1840-erne, kunne være hendes rådgiver i bl.a. pengesager, har ingen tilsyneladende tænkt på den, han giftede sig med 31. aug. 1843 i Aabenraa. 

Adelheit Holm, der ved folketællingen 1840 var husholderske for en af byens mest velhavende mænd, agent Holm på Store Torv, var født 24. juni 1805 i Aabenraa. Ved vielsen til Speckhahn havde han, der var født 22. juli 1818 i Flensborg og havde borgerskab i Aabenraa fra 26. sep. 1842, allerede overtaget ansvaret for hendes fars frisør-forretning efter dennes død 10. juni 1842, og ved afregningen med de øvrige arvinger i 1847 var Jomfru Fanny med til at financiere den endelige overtagelse som nærmere beskrevet og dokumenteret i JOMFRU FANNY's SPECIEDALERE

Der er således intet mærkværdigt ved Speckhahns indblanding i Jomfru Fannys sager, hvis han - vel at mærke - har giftet sig med hendes jævnaldrene veninde, men et sådant venskab kan desværre ikke dokumenteres ad anden vej. Kun hvis mytens antydning af, at Jomfru Fanny kom i agent Bruhns hus, også kan relateres til venindens ansættelse som husholderske samme sted, falder det nogenlunde på plads, men da der næppe kan være andre forklaringer på den "mystiske" forbindelse til Speckhahn, må den alene begrunde det formodede venskab.

KONFIRMATIONEN

Jomfru Fanny blev konfirmeret i Aabenraa Palmesøndag 1822 som en af de ældste på holdet. Alderen kan måske antyde, at der ikke har været behov for at sende hen på arbejde udensogns, men det var der sjældent fra byområderne, så det er der intet bemærkelsesværdigt ved.

Derimod er det iøjnefaldende, at Jomfru Fanny er placeret som nr. 3 af pigerne, der blev konfirmeret, kun overgået af amtsforvalterens og degnens døtre og foran mange borger-døtre af "god familie". Det var bestemt ikke sædvane for børn, der var født uden for ægteskab. Hendes officielle herkomst var oplyst og Christiane Heises hjemsted i Mecklenburg tydeliggjort, så der blev på ingen måde manipuleret med registreringen, kun med placeringen i registeret og - formentlig - på kirkegulvet, men kirkegængerne havde jo ikke adgang til registeret, så de har blot fået nyt materiale til den sladder, der sandsynligvis under alle omstændigheder var i omløb, men den "fine" placering var måske meget naturlig, hvis Jomfru Fanny - måske også lejlighedsvis Christine Heise - vitterligt færdedes på regelmæssigt på Brundlund.

Vi kan kun konstatere, at Jomfru Fanny ved sin konfirmation blev betragtet og behandlet som højt placeret i den stedlige rangordenen, og det bekræfter mytens generelle opfattelse af hendes status, men naturligvis uden at der derfor er ført noget som helst bevis for de konkrete forhold, der er indgået i myten til støtte for eller konsekvens af netop denne opfattelse.

 

Redigeret 08.05.2009