STARTSIDE

ARTIKEL OVERSIGT

PERSON-INDEKS

EKSTERNE LINKS

DOMÆNE STARTSIDE

KONTAKT

JOMFRU FANNY's HUS

© 2009 Uwe Thomsen

Myten og nogle af dens nyere aflæggere har forskellige - totalt udokumenterede - opfattelser af, hvordan og hvornår Jomfru Fannys hus i Persillegade i Aabenraa blev erhvervet, og - måske især - hvad det betød i forhold til hendes status.

Ejerskabet til et lille beskedent hus i en baggade i Aabenraa er imidlertid ikke i sig selv specielt bemærkelsesværdigt, men omstændighederne ved købet er derimod mere interessante, selv om ingen hidtil har forholdt sig til dem, ligesom det også er påfaldende, at Jomfru Fanny i henved 20 år fortsat boede til leje - sammen med Christine Heiße - inden hun flyttede ind i sit hus.

I den forbindelse bør det understreges, at undladte registreringer og manglende dokumenter i især Retsbetjenarkiverne (på Landsarkivet i Aabenraa), hvor de ellers burde være umiddelbart tilgængelige, har kompliceret undersøgelserne, men ved ekstensiv søgning er der alligevel fremdraget tilstrækkeligt materiale til en præcis rekonstruktion af de faktiske transaktioner.

Uregelmæssigheder i sagsbehandlingen forekommer også i andre tilfælde, hvor Jomfru Fannys anliggender har været på dagsordenen, men da det næppe tjener noget objektivt formål at søge forklaringer eller placere ansvar, vil konkrete mangler stort set kun blive konstateret, som det også vil være tilfældet i nærværende artikel.

Den 27. august 1834 var der to ejendomme (3. kvarter nr. 65 og 4. kvarter nr. 38) på auktion  i Aabenraa, efter at daglejer Josias Matthiesen var død den 22. februar samme år, for sønnen Matthias Peter Matthiesen, der ejede en anden ejendom i byen, magtede åbenbart ikke afviklingen af den gæld, han og faderen i fællesskab havde stiftet ved at optage et lån på 160 Rigsbankdaler i Spare- og lånekassen den 11. februar 1833 foruden faderens restgæld på et gammelt lån fra huskøbet 1. maj 1805 til købmand Joachim Christian Vogel i Aabenraa, der blev indfriet med 16 Daler 39½ Skilling.

Obligationen var underskrevet "med ført hånd" af Matthias Peter Matthiesens datter på både faderens og bedstefaderens vegne, og da Josias Matthiesen i kirkebogen oplystes at være 84 år gammel, da han døde, mens der ingen titel blev sat på sønnen, da han døde i 1841 - 60 år gammel, var forudsætningerne for at få lånet indfriet bestemt ikke ideelle.

Så meget fremgår af kirkebogen og - især - skyld- og panteprotokollen for Aabenraa by, folio 703 hhv. folio 1330 for de to ejendomme (Landsarkivet Aabenraa, Retsbetjentarkiver nr. 911, med henvisning til bilag i bibøgerne), men desuden burde der have været et læg i auktionssager 1832-1835 (Landsarkivet Aabenraa, Retsbetjentarkiver nr. 941), hvor fordringer m.v. var gjort op, og buddene - med navne - blev noteret, men dette læg mangler helt. Enten har det slet ikke været oprettet, eller det er blevet anbragt forkert, eller måske er det simpelt hen fjernet bevidst, og hvem der har forårsaget mangelen, eller hvornår det er sket, vides naturligvis lige så lidt som den eventuelle årsag, der næppe vil kunne afklares i nærværende forbindelse. Et læg med en løsøreauktion fra 1833 vedr. Josias Matthiesen er i øvrigt på sin plads, men det er - bortset fra markeringen af hans ringe økonomiske formåen - ganske uinteressant i denne forbindelse.

Heldigvis kan auktionens hovedelementer rekonstrueres på grundlag af sekundære registreringer. Selve auktionsdatoen er således udledt af sletningstidspunktet for gældsposten, for den egentlige overtagelse skete 30. august 1834, og i skyld- og panteprotokollen er "Die Günderoth'sche Armenstiftung" registreret som ny ejer af 3. kvarter nr. 65 med auktionsskøde af 22. nov. 1881, der blev protokolleret den 25. nov. 1881 - samme dag som "Fanni Enge", der ganske vist var død knap 8 måneder forinden, med over 47 års forsinkelse blev indskrevet i protokollen som ejer af ejendommen siden 30. august 1834, hvor der den 27. august 1834 blot var noteret, at obligationen var "deleret" (slettet), og under to datoer 17. okt. og 27. dec. 1834 blev også den gamle restgæld på ejendommen deleret, dvs. ejendommen var gældfri, men - iflg. protokollen - uden ejer.

Jomfru Fannys huskøb var imidlertid retsligt registreret i Aabenraa bys retsprotokol 1833-1834 (Landsarkivet Aabenraa, Retsbetjentarkiver nr. 897) under 30. august 1834:

Die Jungfrau Fanni Enge hieselbst ist heute vermöge Adjudications-Briefes vom heutigen dato als Besitzerin und Eigenthümerin des dem verstorbenen Josias Matthiesen vordem zuständig gewesenen allhier in der Petersilienstraße belegenen 1/12 Staven ausmachenden und im Brandversicherungsregister mit No 65 im 3ten Veirtel bezeichneten Wohnhauses c:p: mit einem Kirchenstuhlstand in No 13 der 4te Stand alles breiterm Inhalts der desfälligen Auctions-Konditionen nach Stadt-Recht und Gebrauch gerichtlich eingeschrieben und die Anschreibung des Namens in den Protocollen, Stadtbüchern und Registern gehörig bewerkstelliget worden.

Hvad der stod i auktions-betingelserne, kan vi desværre ikke efterprøve, men at navnet blev behørigt indskrevet i protokollerne, byens bøger og registre, kan vi med sikkerhed afvise, selv om det måske - som skrevet står - var blevet "iværksat".  

Den anden ejendom (4. kvarter nr. 38) blev - ligeledes iflg. auktionsskøde af 30. august 1834, der i øvrigt straks blev registreret korrekt i skyld- og panteprotokollen (folio 1330) - overtaget af "fuldmægtig i aktuariatet i Aabenraa" Jacob Nicolai Iwersen og overført til hans folio 1402 (3. kvarter nr. 50), og med en fælles gæld, der var protokolleret uspecificeret på begge ejendomme, kan ejendommene ikke være bortauktioneret hver for sig, men de er åbenbart blevet adskilt ved en privat transaktion umiddelbart derefter og retsligt tilskrevet hhv. Jomfru Fanny og Jacob Nicolai Iwersen med auktionen som direkte adkomst for begge.

Som fagmand (aktuariatet tog sig jo netop af retsgyldig registrering af handel med og lån i fast ejendom) havde Jacob Nicolai Iwersen forudsætningerne og forbindelserne i orden, hvis en sådan transaktion skulle gennemføres mere eller mindre diskret, og som køber af den anden ejendom må det også være ham, der - hvis der ikke har været en helt tredje "stråmand" involveret - erhvervede begge ejendomme på selve auktionen. Under alle omstændigheder indikerer hans efterfølgende medvirken ved "delingen", at der har været en forhåndsaftale, der indebar en usynlig pengeanbringelse i det gældfri hus i Persillegade, som Jomfru Fanny formentlig først flyttede ind i efter Christine Heißes død 1853.       

Uanset det indtil videre er den eneste forbindelse, der er påvist mellem Jomfru Fanny og Jacob Nicolai Iwersen, er huskøbet - og omstændighederne - en så bemærkelsesværdig begivenhed, at væsentlige forhold og hændelser i hans - og familiens - levnedsløb skal klarlægges, så eventuelle "skæringspunkter" med Jomfru Fannys eller andre relaterede personers tilværelse synliggøres. Det vil ske i artiklen IWERSEN-FAMILIEN.

Som det fremgår ovenfor, var huset i Persillegade Jomfru Fannys personlige ejendom - uafhængig af det bofællesskab (officielt et mor-datter forhold), hun havde med Christine Heiße. Det samme gjaldt hendes kontante formue (jfr. JOMFRU FANNY's SPECIEDALERE), og hendes særeje var åbenbart tilvejebragt ved hjælp udefra. Ved transaktioner som hushandelen burde hun være repræsenteret ved en lavværge, men hvis auktion og deling fandt sted som anført, var der selvfølgelig ingen lavværge, som der heller ikke var ved det tilgængelige lånedokument til Speckhahn fra 1854.

Det kunne se ud, som om myndighederne har accepteret de diskrete transaktioner, selv om hendes retssikkerhed var truet, når de principielt var ugyldige, fordi formaliteterne ikke var i orden, men når der var gået nogen tid, stod man med fuldbyrdede kendsgerninger, som menige borgere kunne undre sig over og sladre om, men som ingen administration turde omgøre, når den selv i sin tid havde stadfæstet transaktionerne. Måske var det derfor, Jomfru Fanny ventede næsten 20 år med at flytte ind i sit hus, hvor naboerne - mest arbejdere og håndværkere - næppe interesserede sig synderligt for, hvem der egentlig ejede huset, og måske var der derfor protokolleringen i skyld- og panteprotokollen måtte vente, til hun var død.

Huset blev i øvrigt aldrig belånt igen, mens Jomfru Fanny var ejer.

Redigeret 13.05.2009